Sommertogt for 3 generationer med Carba i Middelhavet

19. februar 2014

Sommertogt for 3 generationer med Carba i Middelhavet

Kurt Jensen som i 2913 sejlede i Middelhavet med børn og børnebørn har sendt os denne turberetning.  Hele turberetningen kan læses på hans hjemmeside carba.dk

Cockpittet genlød af den længe ventede lyd - en høj skralden og hvislen, da fiskesnøren blev flået ud af fiskehjulet - så var der fisk.

I løbet af få sekunder er  alle klar på deres pladser, børnebørnene med en flaske husholdningssprit fra pantryet, svigersønnen Martin griber  fiskestangen og stopper fiskens vilde udløb væk fra båden, min kone Jytte overtager roret, vores datter Rikke begynder  at forevige det hele med kameraet,  mens jeg bjerger så meget sej, som det er muligt på en agten/for tværs i 8-10 sekundmeter og en fart på 6 knob.

Alle forsøger at få øje på fisken, som nu er trukket langt ud til bagbord. Martin kæmper for, at fisken ikke skal gå for dybt og tage for lange udløb og man kan se på hans anstrengelser, at det er en stor, ja en meget stor fisk.

Langt bag båden får vi endelig et glimt af fisken, da den bryder vandoverfladen og tager et kæmpespring ud af vandet ­- sikken en fisk. Ingen af os kan se, om det er en stor tun eller en dorado. Kampen fortsætter og der gættes flittigt på art og ikke mindst størrelsen. Fangstkrogen er klar og Martin har nu kæmpet fisken helt ind til bådens styrbordsside, hvor den tager nogle voldsomme udløb og springer flere gange ud af vandet, inden jeg kan hugge fangstkrogen i bugen og trække en gigantisk stor dorado ombord.

Kampen er slut, efter at vi hælder sprit i gællerne på doradoen og den er død. Fisken vejer ca. 25 kg og måler 149 cm. Dejligt - her er mad til mange dage.

Oplevelsen foregår mellem Antipaxos og Lefkas, 12 mil fra land, en dejlig tirsdag, med frisk nordlig vind. Vi er midt i Jytte s og mit eventyr, som faktisk begyndte helt tilbage i august 2012, hvor vi sejler Carba mod Middelhavet, den slagne vej ned gennem Europas kanaler. Masten af i Travemunde, hvorefter mast og bom blev sendt med bil til Marseille.

Vores egentlige middelhavssejlads, som vi har planlagt og set frem til gennem mange mange år, begyndte for alvor i april 2013. Jeg er gået på efterløn og Jytte har fået orlov, så alt er klar til den store middelhavstur.

Det var med stor spænding og ikke uden sommerfugle i maven, vi stævnede ud i Middelhavet. Var alt nu som ventet, var båden klar, manglede der noget i vores planlægning, ville det fungere at bo på båden så lang tid? Spørgsmålene var mange, men lad os sige det med det samme: det har været et fantastisk år, vores erfaring har slået til, båden har fungeret fint, alt er klappet som det skulle. Og ja, der har været kraftigt blæsevejr. Og ja, bølgerne kan blive meget store, men på intet tidspunkt har vi været i situationer, som har været uoverskuelige.

Vi havde planlagt det sådan, at vores datter, svigersøn og 3 børnebørn skulle påmønstrede båden i maj måned og sammen med os danne besætning på Carba fra Rom til vores vinterhavn i Grækenland. En helt unik chance for os til, at dele en fantastisk oplevelse med vores familie.

Her er nogle uddrag fra Carba`s hjemmeside :

20/5 Farvel Rom

Endelig har vi forladt Rom efter 11 gode dage. Vi skulle have sejlet for nogle dage siden, men vi er kommet ind i en vejrperiode med en masse vind, næsten daglig kommer der nye vejrmeldinger om  Strong Wind Warning, så er det bare at vente og vente. Men nu er vi af sted, børnebørnene kæmper med at få ”søben”. den første dag var ret hård ved dem, med megen søsyge, og der går nogle dage før de vender sig til bådens rullen.

Vi var enige om, at dagene i Rom var ren ferie, så nu skal vi til at skabe os en hverdag med skole, gøremål på båden, vask, polering osv. I kahytten bliver der bagt, vasket tøj, lavet lækker mad og der skal også gøres rent og vaskes op, så alle er beskæftiget nogle timer dagligt.

Fritiden indtil nu er brugt på sejlads i gummibåd, vi er begyndt at bade dagligt og når vi sejler bliver der fisket. Helst efter tun, men det går ikke lige efter bogen. Vi vil helst overnatte på ankerpladser, og det er også lykkedes os at finde gode sikre steder, hvor vi kan smide ankeret. Så bliver gummibåden brugt flittigt til at transportere besætningen til land for byture mv.

5/6  En bådfuld lava

En nogen træls tur bragte os fra det italienske fastland, til de Lipariske øer, 44 mil ret vest for Vibo Valentia. Der var ikke lovet ret meget vind, men det der var, var stik imod. Der  var ikke lovet ret mange bølger og dønninger, men de var ret imod hele vejen. Jeg havde ellers lovet børnene flad pandekagevand hele vejen, men det kunne jeg ikke holde, så søsygen bredte sig blandt den yngste del af besætningen, men de tog det egentligt pænt.

Efter 8 timer var vi kl. 14.00 endelig klar til at kaste anker ved Stromboli. Vi valgte at ankre syd for molen lige på østsiden af selve vulkanen og så kunne vi få en tiltrængt forsinket frokost inden hele besætningen ville på land for at se Stromboli by.

Der ventede os en overraskende oplevelse. Ingen af havde forestillet sig, at der var sådan en aktivitet i den lille by. Her var masser af små butikker, restauranter, turoperatører som tager folk med på trekking for at komme så tæt på krateret af vulkanen som mulig, 2 små supermarkeder og en meget velassorteret slagter. Øen besøges dagligt af hundredevis af turister, der fragtes hertil på små færger, dels fra fastlandet men også fra de to store øer Salina og Lipari. Alt ånder fred og afslappethed, folk nyder at slentre rundt i de små gader og nyder husene og udsigten til krateret på toppen af øen. Det eneste der forstyrrer, er de mange små Aper som drøner rundt i gaderne, enten som små taxier eller med varer til butikkerne.

Da vi kom tilbage til båden, fandt vi ud af, hvorfor alle de andre ankerliggere havde valgt at ankre længere mod nord. Det er sådan, at vulkanen hver halve time sender en lille prut ud og hver gang kommer der en hel del meget grovkornet aske med ud. Og da vinden var vestlig under vores ophold, regnede det med kulsort aske. Nå pyt, det var jo også en oplevelse og det gav god motion til besætningen med at vaske båden dagen efter, inden vi lettede anker.

22/6 Vores første møde med Grækenland

Efter en lang sejlads blev det endelig tid til at anduve Grækenland. Vi var fremme kl. 4 ca. 6 timer før end beregnet. Det sidste døgn bød ellers på hård bidevind styrke 13 -16. Vi ikke kunne stå den op, men måtte falde 20 grader, og bølgerne voksede og voksede. Op til 4-5 meter er vores bud. Autopiloten kunne ikke følge med, så der blev håndstyret hele natten, som var meget sort, da månen gik ned kl. 2. På det tidspunkt snakkede vi meget om at ændre kursen, så vi ville sejle mod Lefkas, men vi valgte at blive på den nuværende kurs og så håbe, at vi kunne hente de 20 grader den efterfølgende dag. Og det lykkedes.

Vinden tog gradvis af den følgende dag, og omkring middag var der flad vand igen. Den efterfølgende nat var stille og rolig. Omkring kl. 22 tiltog vinden igen, dog ikke så meget som den første nat og så var den mere nordlig.

Nogle af de 6 timer som vi havde hentet på vej hertil, brugte vi til at sejle en omvej for at blive fri for at komme ind i buldermørke. Kl. 8 var vi fortøjet i Kassiopi, et lille fiskeleje, som er meget besøgt af turister. Her er rigtigt hyggeligt, masser af små butikker, restauranter og en dejlig lille strand lige uden for molen.

Vi var alle spændte på vores første møde med Grækenland. I Italien var vi vant til, at sådanne sejlere som os er lig med hurtige og mange penge – sejlere  som man næsten kan forlange et hvilken som helst beløb af. Vi har eksempler på 100 EU for en overnatning! Flere gange betalte vi 40-50 EU uden vand og strøm.

Her i Grækenland kan man i modsætning til i Italien overnatte gratis i de små havne. Der er en masse ankerbugter, som  vi kan benytte og priser på dagligvarer er noget billigere. Grækerne er meget imødekommende, meget venlige, meget interesserede og så kan de næsten alle tale engelsk. På gader og veje er der utroligt rent i forhold til det, som vi så i Italien, for her flyder der ikke med affald og tomme vand flasker.

Temperaturen er steget meget. Vi har ikke haft dage under 30 grader, vandet er 27 grader og der er ikke en sky på himmelen, så vi bader 4 – 5 gange dagligt. En dukkert kl. 7.30 er bare dejligt.

Alt tegner til at det bliver en rigtig god oplevelse, at skulle have sin båd/sommerbolig i Grækenland nogle år.

30/6 Sejlads mellem de Ionske øer

Sejladsen mellem De Ioniske øer er en fantastisk oplevelse. Den ene ankerbugt efter den anden med dejlig turkisblå vand afløses af de smukkeste øer. Det er det kun et spørgsmål om at vælge. Sejladsen og navigationen er helt uproblematisk, her er masser af vand og kun ganske få skær, som man skal passe på.

Den største af øerne Korfu har vi skrevet om. Efter Korfu sejlede vi mod Paxos, hvor første stop var Làkka på den nordlige ende af øen, en dejlig lille ankerbugt og en meget hyggelig by. Men der var igen udsendt strong wind warning, så det blev kun til en nat her. Vi valgte at sejle til Gaios på sydøen, hvor vi fandt læ i kanalen mellem øerne, et skønt sted og gode indkøbsmuligheder. Her er der ingen vand og strøm på kajen, men små tankbiler fiser rundt for at sælge diesel og vand til bådene. 10 EU for at få fyldt vores vandtanke på 360 liter, det er vist ok.

Efter et par afslappende dage i  Gaios, ville vi besøge Antipaxos. Planen var at tage en overnatning i en af de tre bugter,  som findes på øen: Godt ude af kanalen viste det sig at Meteo Consult igen havde taget fejl m.h.t. vejrudsigten, vinden øgede og det blæste nu  8-12 m/s nordligt og i bugterne er der ikke læ for nordlige vinde, så vi valgte i stedet at gå ind i den sidste lille bugt på Paxos nemlig Mongonisis, men her var det os ganske umuligt, at få ankeret til at holde. Beslutningen blev taget - vi måtte tilbage til Gaios for at finde et sikkert sted at ankre for natten og det lykkedes. Antipaxos var stadig et stort ønske pga det helt specielle klare vand i bugterne. Så drengene var tidligt oppe, for at sejle de tre mil der er mellem øerne. Pigerne var glade for at kunne nyde morgenkaffen og en forfriskende dukkert ved Antipaxos.

9/7. Den store badedag mellem havskildpadder .

Det blev en rigtig fin tur til skildpaddebugten. Knap havde kastet ankeret før Jonas fik øje på den første skildpadde ganske tæt på båden, og så var dagen reddet. Senere så vi to mere. Havskildpadder lever i havet, men fra ca. maj til september kravler hunnerne på land om natten for at grave deres små runde æg ca. 25-40 cm ned i sandet. En hun er først kønsmoden efter 10 år og hun foretrækker at lægge sine æg, hvor hun selv er udklækket. Selvom hun lægger 100-120 æg, er det kun ca. 60 % der efter et par måneder udklækkes og kun få af ungerne når i sikkerhed ude i havet. Hunnen lægger æg flere gange i sæsonen, hvorefter hun forsvinder ud i havet igen og ikke lægger æg i de følgende mange år. De små skildpaddeunger udklækkes og begiver sig straks ud på den lange og farefulde færd ned mod vandlinjen. Kun én ud af 1000 når at blive en voksen skildpadde. En fuldvoksen skildpadde er ca. en meter lang og 100 kilo tung med en levetid på ca. 30-60 år.

14/7 Spørgsmål til oraklet i Delfi.

Kommer bedstemor nogensinde til at svømme uden vinger, kommer Alfred nogen sinde til at kunne lide kartofler, lærer Bastian nogensinde 7 tabellen, bliver Rikke dus med at dykke og lærer Carla endeligt at tage hovedspring. Spørgsmålene er mange og derfor tog Jytte og jeg bussen op til Oraklet i Delfi, for måske her at finde svarene. Lad os sige det med det samme, Oraklet i Delfi kan ikke bringe svar om fremtiden, men vi fik et fantastisk indblik hvordan Delfi og helligdommene havde set ud i det antikke Grækenland.

Krige blev udkæmpet, ægteskaber blev indgået og rejser blev indledt alt sammen på baggrund af de profetier, der kom fra Oraklet i Delfi. I antikken var Oraklet angiveligt en smuk kvinde, der sad i et tempel over en åbning til en kløft, hvorfra der kom nogle særlige luftarter. Efter at have indåndet disse gasser, begyndte kvinden at tale i vildelse, og ud fra denne uforståelige tale blev Oraklets svar fortolket af stedets præster.

Mange af de overleverede svar fra Delfi er blevet legendariske. Et af dem fortæller at Kong Krøsus af Lydien kom og spurgte Oraklet, om han skulle gå i krig mod Persien. Han fik det korrekte svar, at det ville medføre et stort riges undergang. Opmuntret gik Kong Krøsus i krig, og ganske rigtigt gik et stor rige under – desværre viste det sig kongen, at det var hans eget rige.

17/7 En milepæl er nået

I dag kl. 11 kom vi til Korinthkanalen, som for os er en af milepælene på vores tur. 3,5 sømil lang og  gen-nemsejlingen koster for vores båd 185 EU, hertil kommer så diesel, så det var en dyr fornøjelse. Men oplevelsen var fantastisk, den romerske kejser Nero tog det første spadestik til dette bygningsværk. Han satte derefter Jødiske slaver til at grave kanalen gennem den ca. 6,5 km brede tange, der forbinder Pelepones med fastlandet. Arbejdet gik i stå og først 1893 kunne kanalen indvies efter 11 års intensivt byggeri. Søvejen mellem Pàtras og Piræus blev dermed 200 sømil kortere. Kanalen har derfor haft afgørende betydning for Piræus´ udvikling til græsk hovedhavn.

Ved vandoverfladen er kanalen 25 meter bred og 8 meter dyb, og kan kun passeres af mindre skibe. Derfor har kanalen i dag mistet sin betydning for erhvervsskibsfart.

30/6 Alting har en ende

Det har været en utrolig rejse, 4 voksne og 3 børn samlet på en 12 meter lang og 4 meter bred båd. Det er ikke meget plads. Her har alt foregået, der skal soves, der skal laves mad, der skal holdes orden, gøres rent, vaskes tøj, der skal være plads til ”stille tid ” med sig selv, der skal være plads til skole, til leg og spil, enten med sig selv eller sammen med os andre. Ja alt det man laver i en hverdag, skal også fungere her, OG DET HAR FUNGERET, ENDDA RIGTIG GODT. Ikke at der ikke har været småting , som har krævet afstemning, det har der, men store sværdslag har vi ikke haft, og det skyldes alene, at alle har villet det og har været gode til at give plads til hinanden. Så vi kan med stolthed sige at det sociale, i vores ”familie-projekt” har været en succes.

For os bedsteforældre er det at få den store gave, som det har været at have vores familie omkring os på fuld tid. Få lov til at følge børnebørnene og se den store forandring, som de har taget på denne tur, specielt på og i vandet. Sejlerskolen har lært dem at binde de knob, som er nødvendige for at være gast på en sejlbåd. Der er ikke mange ting på båden, som de ikke ved hvordan fungerer og alle tre har fået ”søben” så de ikke så let søsyge. Alene vores lange tur 48 timer i søen mellem Sicilien og Korfu med vindstyrke på mellem 13 -16 m/s og bølger over 4 meter har gjort, at de nu ved hvad en sørejse kan byde på, og det klarede alle til UG.

Vi har nu tre børnebørn, som ikke står tilbage for noget. Oppe i Kassiopi mødte de to franske børn, som var meget dus med vandet og det var lige noget som satte gang i sagerne. Der blev øvet hovedspring fra molen og udspring fra båden, bombe fra spilerstagen, dykning og snorkling for leg eller når vi jagter søpindsvin eller kikker efter flotte fisk, eller dykning efter ting som vi har tabt.

Det har været en utrolig rejse, at se sin datter og svigersøn arbejde på de fælles mål, som vi i sin tid havde opsat for vores tur, se hvordan de vejleder og opildner deres børn til at tage ansvar. Det har været godt at mærke at de ikke bare har opfattet turen som ”ferie” men har arbejdet 100 % på vores ”familie-projekt”. For os to gamle har det været rart at se hvor dygtige og flittige både Rikke og Martin er til den huslige del med mad, indkøb og rengøring, tøjvask og det har været godt at have Martin med til selve sejladsen, da han er en god gast.

Det har været en utrolig rejse, som slutter uden uheld af nogen art, efter at vi har sejlet 1156 sømil, været i havn 40 dage, heraf 20 gratis havne, har ligget for anker 28 dage, sejlet 4 natsejladser, set delfiner, kaskelothvaler, skildpadder, flyvefisk, by-the-wind-sailors, neongobler, set fire af verdens vulkaner, lært at spise søpindsvin og endeligt fanget tre mega store fisk.

Man kan læse meget mere om Carbas fantastiske tur på www.carba.dk